Arbejdstilsynet: Responce må gerne anvende døgnvagt
Kilde: Beredskabsinfo.dk
Efter over et års sagsbehandlingstid har Arbejdstilsynet nu godkendt, at redderne hos Responce kan arbejde på vagtformen døgnvagt. Godkendelsen giver Responce ret til at anvende døgnvagt på alle stationer, og redderne må have op til 92 døgnvagter pr. år. Dermed kan redderne fortsat holde sig inden for grænserne i EU's arbejdstidsdirektiv, der foreskriver en gennemsnitlig arbejdsuge på højest 48 timer. Responce havde også ansøgt om at kunne anvende 3F's døgnvagtsmodel med 103 vagter pr. år, men den model kunne Arbejdstilsynet ikke godkende.
Den døgnvagtsmodel, som nu er godkendt, indebærer at en døgnvagt på 24 timer opfattes som 24 timers arbejde. Under de 24 timers vagt må redderne ikke køre ambulance - heller ikke akut udrykning - i 8,5 timer fordelt over døgnet. Der må desuden ikke køres i første fridøgn (22 timer). Med denne vagtform får redderne med 92 årlige vagter i alt 2.208 arbejdstimer om året. Hvis ferie trækkes fra, giver det en gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer om ugen, og det svarer til det maksimalt tilladte.
Udregnet på samme måde har 3F-redderne ifølge Responce en gennemsnitlig arbejdstid på 53,74 timer om ugen.
Relaterede sider:
- Den maksimale arbejdstid er 48 timer
- Om arbejdstid på døgnvagt
- Falckredder stævner Falck
- Arbejdstid og hviletid
- EU og arbejdstid - 48 timers reglen
- Arbejdstilsynet godkender ny døgnvagtsaftale



