Hård kritik fra læger: 17 alvorlige redderfejl førte til fem dødsfald

Kilde: Beredskabsinfo

 

Striden mellem de tre faggrupper, der kæmper om at bemande Region Sjællands akutbiler, når nye højder, efter at anonyme læger angiveligt vil fremlægge påstande om, at paramedicinere og reddere i regionen i 17 tilfælde har begået alvorlige fejl, der resulterede i fem dødsfald og to svære hjerneskader. Men Region Sjælland skyder igen og beskylder lægerne for at være uetiske og tage patienter som gidsler i en faglig kamp, for størstedelen af de 17 tilfælde har lægerne aldrig indberettet til regionen.

Påstandene om de alvorlige redderfejl fremgår angiveligt af det næste nummer af Ugeskrift for Læger, hvor anonyme læger, der tidligere har bemandet akutlægebilerne i Region Sjælland, anklager redderne for fejlbehandling. Ifølge foromtale af artiklen mener lægerne, at de kan dokumentere 17 tilfælde af fejlbehandling, hvoraf de fem tilfælde førte til, at patienten døde, mens yderligere to patienter fik alvorlige hjerneskader.

Da artiklen endnu ikke er offentligt tilgængelig, fremstår det ikke klart, om lægernes kritik vedrører egentlig fejlbehandling - som det fremgår af foromtalen - eller om der er tale om situationer, hvor reddere og paramedicinere ikke har haft kompetencerne til at igangsætte en behandling, som lægerne vurderer som livreddende. Men kritikken går tilsyneladende især på tilfælde, hvor paramedicinere ikke har haft mulighed for at lægge patienter i respirator og ikke har haft mulighed for at få madrester ud af patienternes luftrør.

Hård kritik af læger

Hos Region Sjælland, der sidste år nedlagde de læge- og sygeplejerskebemandede akutbiler for i stedet at satse på paramedicinere, undrer man sig over lægernes kritik. For af de i alt 17 sager, som fremkommer i Ugeskrift for Læger, er de 10 slet ikke indberettet af lægerne i det system, som Region Sjælland skal bruge til at evaluere den akutte indsats.

”Jeg finder det meget bekymrende, at lægerne i deres faglige kamp for at få læger tilbage i akutbilerne på denne måde tager patienterne som gidsler. Dette er ikke etisk korrekt over for patienterne, og kan kun tjene til at mistænkeliggøre regionens præhospitale aktivitet og gøre borgerne utrygge. Derfor mener jeg, at Sundhedsstyrelsen nu må komme med en vurdering af, om de ønsker, at vi fortsætter evalueringen efter planen”, siger regionsrådsformand Steen Bach Nielsen.

Region Sjælland har på baggrund af den kommende artikel bedt Sundhedsstyrelsen om at vurdere, hvad den seneste udvikling betyder for regionens igangværende evaluering af akutberedskabet, og regionen har inviteret Sundhedsstyrelsen til et møde i næste uge.

Samtidig understreger Region Sjælland, at regionen af gode grunde intet kendskab har til de 10 sager, som lægerne ikke har indberettet, og at det derfor ikke er muligt at identificere patientforløbene med henblik på gennemgang af dem, ligesom det ikke er muligt at komme i dialog med de læger, som husker sagerne. ”Det er således ikke muligt at sige noget om, om den vurdering, som efterfølgende er lavet, er relevant eller ej, ligesom det ikke er muligt at vurdere, i hvilket omfang en anden bemanding af ambulancen/akutbilen ville have ændret på patienternes forløb”, lyder det fra regionen.





Til forsiden af Brandfolkenes Organisation
Sitemap - oversigtskort
Udskriv