Kære Gert,
 

Artikel fra Brandmanden oktober 2008

Det er underligt at tænke på at Gert ikke er her mere. Selv om hans heldbred ikke var så godt på det sidste – jeg talte med ham nogle få dage før han døde og da syntes

han selv at det gik fremad.
 

Gert er kommet på Hovedbrandstation siden - så vidt jeg husker – siden 1975-76 han stilede op med cykel og et gammelt kamera, han ville fotografere brand- og politifolk når de arbejdede. Og han var flink til at komme med kopier af de billeder han tog.
 


For at følge med i hvad der skete skaffede han en radioscanner så han kunne følge med på politiets og brandvæsenets radioer. Ideen var selvfølgelig at sælge billederne til aviserne, men det var ikke så let at komme indenfor bl.a. var der specielt en de etablerede fotografer der spændte ben for at han kunne blive medlem af pressefotografforbundet. Men det lykkedes trods alt Gert alligevel.

 

 

Senere anskaffede han sig en bil, men da han havde svært ved at få kørekort måtte han have chauffør på, i mange år var det Tonny der kørte for ham og senere flere andre.Københavns Brandvæsen og især Pionererne kan takke Gert for en masse god omtale og mange gode billeder. Vi blev en slags hjem for ham, han pendlede lidt mellem pionererne og vagtcentralen afhængig af hvad der stod på menuen, men næsten alle de juleaftener jeg har haft vagt hos pionererne var Gert også med.


De dage/aftener eller nætter som jeg har tilbragt sammen med Gert på skadesteder under øvelser eller på stationen kan næsten ikke tælles og jeg har stor respekt for hans sikre næse for at være der hvor tingene skete, men samtidig med en klar respekt overfor brand- og politifolk og etik i forhold til ofrene


Han havde blik for hvornår der var en historie og det behøvede ikke at være ulykker. Han kunne også i sine billeder finde den følsomme og menneskelige side af livet og det var heller ikke alle billeder der blev leveret videre til aviserne!

 

En vinter hvor søerne i København var frosset til kørte vi rundt med dykkervognen og skar hul på isen så svømmefuglene kunne få vand under bugen, men nogle frøs dog fast på isen og så måtte vi hugge dem fri med en kniv – det var mest svaner, men vi opdagede også en måge som blev frigjort, da den var forkommen tog vi den med på stationen så den kunne tø rigtigt op. Gert forevigede opgaven og historien og billedet blev bragt i Politiken næste dag.


Senere bragte Fagbladet "Kommunalarbejderen” også historien og billedet. Et postbud som bragte bladene ud, læste den kontaktede mig og fortalte at det ikke var en måge, men en meget sjælden ”Ride” vi havde frigjort han spurgte så hvad der var sket med Riden senere. Jeg måtte så forklare at vi havde sendt den op i Vorherres blå himmel (den døde næste morgen), men historien kom vidt omkring takket være Gert.

En anden gang under øvelsesdykning hvor Gert var med, fangede han mig da jeg sprang i vandet, netop som mine svømmefødder rammer vandoverfladen, så det så ud som jeg gik på vandet (det var før digitalkameraets tid) så det var meget dygtigt gjort – det billede gik næsten verden rundt – nogle mente at Jesus var kommet tilbage på jorden.

Årets pressefoto 1991 - Gert Jensen
I 1991 Blev Gert præmieret i året pressefoto for en billedserie om et selvmordsforsøg. Også privat vil både jeg og min familie savne Gert, han fulgte med i vores liv og vores drenges opvækst. Hans omsorg og støtte os da vores Lars blev syg og døde glemmer vi heller ikke, men det største savn efterlader han hos Tony og hans familie og ikke mindst guddatteren Diana.

 


Gert du vil ikke blive glemt hos os

 

Finn og Rita Olsen






Relaterede sider:
Til forsiden af Brandfolkenes Organisation
Sitemap - oversigtskort
Udskriv