Et historisk tilbageblik til 1898 hvor brandfolkenes organisation blev oprettet.
 

I dagene 15., 16., 17. og 18 maj 1898 samledes københavnske brandfolk til møder, for at drøfte oprettelsen af en faglig sammenslutning, og i dagene 1.-3. juni afholdtes konstituerende generalforsamling, hvor man valgte brandmændene Carstensen og Søren Juul-Nielsen som henholdsvis formand og kasserer.

På generalforsamlingen øgedes medlemstallet med 45 nye medlemmer, og man vedtog at danne en afdeling under Arbejdmandsforbundet.

Brandvæsenets ledelse opdagede snart, hvad der foregik, og den 1. juli blev Carstensen kaldt til brandchefen,hvor han måtte skrive sin afskedsbegæring. Da han ville vide grunden til afsked, fik han at vide, at der ikke behøvedes være nogen grund.
 

Arbejdmandsforbundet forhandlede med brandchefen om annullering af Carstensens afsked, men det ville brandchefen kun gå med til, hvis han modtog et bønskrift, som var underskrevet af samtlige brandmænd.
 

Dette krav vakte så stor harme, at der blev indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling i dagene 11.-13. juli, men under mødet blev det meddelt, at Carstensen var genantaget.
 

Den 1. oktober samme år blev Carstensen imidlertid igen afskediget, og denne gang fik han følge af sin holdkammerat Sonne. Afskedigelsen begrundet i, at han havde været lidt for ivrig i sin argumentation for indmeldelse i organisationen.
 

Nu blev det vanskeligt at få en formand. Det var Juul Nielsen, der trak i trådene, men det ville ikke være heldigt at få ham frem i rampelyset, så man fik valgt en stråmand, reservesprøjtefører 84 Petersen, der var vicevært i brandchefens ejendom. Godt anskrevet hos ham, og således mindre udsat for afskedigelse.

Det var barske kår

Det var barske kår, man bød datidens brandfolk. 2 døgns vagt (48 timer) og 1 døgns (24 timer) fri med brandhaneeftersyn og teatervagter på fridagene. Og lønnen gav ingen anledning til jubel. Dertil kom, at brandchefen alene bestemte, hvornår en brandmand kunne rykke fra et løntrin til et højere. Så man kan nok synes, der var grund til at søge forholdene bedret.


Brandchefens første møde med Brandfolkenes Organisation
Søren Juul-Nielsen udarbejdede et andragende om kortere vagttid, lønforbedringer, betaling for fridagsarbejde, og regelmæssighed ved oprykning til et højere løntrin. Med dette andragende, der fyldte 4 trykte sider i folioformat, meldte formand Petersen og Juul Nielsen sig hos brandchefen som repræsentanter for Brandfolkenes Organisation.

 

Brandchefen lod de 2 brandmænd stå ret i en halv time, mens han læste i reglementet, hvorefter han meddelte dem, at der ikke stod noget i reglementet om Brandfolkenes Organisation.
 

Det fandt Søren Juul-Nielsen meget logisk, al den stund organisationen var meget nyere end reglementet. Det var mere end den ”gamle” kunne tage. Søren Juul- Nielsen måtte underskrive sin afskedsbegæring, og så blev der kommanderet ”træd af”.
 

Petersen blev så rystet, at han nedlagde sit mandat, og Søren Juul-Nielsen var afskediget. Så nu så det sort ud for den unge organisation. Søren Juul-Nielsen gik til Arbejdmandsforbundet, og Lyngsie var straks klar til at lave en stor agitation ud af sagen.
 

Formændene for gasværks- og renovationsarbejderne blev tilkaldt og var villige til at anbefale en strejke af de 2 organisationer, og Lyngsie var indstillet på en stor artikel i Socialdemokraten. Han var imidlertid bange for, at han kunne blive ofret for sagen, så han gik til borgmesteren for 4. afdeling, som var villig til at modtage et

andragende fra Brandfolkenes Organisation, når det indsendtes af brandchefen, som han ville tale med om sagen.
 

Næste dag gik Søren Juul-Nielsen igen til den ”gamle”, som tog ham i skulderen, rystede ham og sagde. ”De er en rodhugger! Mine standsfæller venter af mig, at jeg skal udrydde den slags af brandkorpset”. Derefter tog han Søren Juul-Nielsens opsigelse op af skuffen og rev den i stykker, idet han sagde: ”Det her skal ikke

skade dem i fremtiden”.
 

Finansborgmesteren Borup blev formand for et udvalg, som skulle behandle brandfolkenes andragende, men han saboterede det ved ikke at indkalde til udvalgsmøde. Så til sidst mistede brandfolkene tålmodigheden. Arbejdmandsforbundets forretningsfører, Rosenvinge Sørensen, fik dem, ifølge Juul Nielsen – hylet op til at true med strejke. Hver mand underskrev en opsigelse, hvori han meddelte, at han forlod brandkorpset den 1. marts 1900, hvis de stillede krav ikke blev opfyldt.





Til forsiden af Brandfolkenes Organisation
Sitemap - oversigtskort
Udskriv